| Artiklen er på 22 sider og findes i Nøgne billeder. De danske dogmefilm.
 
 Fra artiklens indledning:
 
 »Mifunes sidste sang ligner ikke de to foregående dogme-film (som vel strengt taget heller ikke minder meget om hinanden). Mifunes sidste sang er ikke grænseoverskridende i sin tematik og pågående kompromisløs i sin intention. Det er en elskelig film, en egentlig overraskende let og charmerende film fuld af humor og luftige sommerfornemmelser. Den forener dogme-konceptets friskhed med en utopi om medmenneskelighed og
 |  | 
 
 
 
 
 bliver derved umiskendeligt en film af Søren Kragh-Jacobsen, den ungdommelige følsomheds grand old man i dansk film.«
 Artiklen fokuserer »på følgende træk: filmens handlingsforløb og fortælleform, dens replikbrug og personfremstilling, dens visuelle, lydlige og musikalske stiltræk samt dens placering i skæringspunktet mellem hele dogme-fænomenet og Kragh-Jacobsens øvrige film.«
 |